I 2024 besøgte jeg og min familie igen Plitvicesøerne, den største og mest populære nationalpark i Kroatien. Denne gang besluttede vi os for at bo på det officielle park Hotel Jezero, og tage den længste vandre rute for at se så meget som muligt. Tag med os på denne tur, og få mine bedste tips til, hvad du skal være opmærksom på, når du besøger Plitvice.
Alle mine tips fra min video plus yderligere information kan du læse her.
Entre og billetpriser
Indgange:
Der er tre indgange til Nationalpark Plitvicesøerne. De to vigtigste, Indgang 1 og Indgang 2, de ligger langs statsvej Nr. 429, som kører gennem nationalparken.
Ved hver indgang er der en begrænsning på max 300 personer, der lukkes ind i timen. Så hvis du ønsker at komme ind i parken på et bestemt tidspunkt, skal du købe billetterne inden dit besøg.
OBS: Den mest populære indgang er Nr. 1. I den primære sommersæson sælges de tidlige morgentimer ofte dage eller endda uger frem. Det skyldes blandt andet, at rejsebureauer køber billetterne op og sælger dem som en del af rejsepakker.

Billetpriser:
Billetprisen for at komme ind i Nationalparken Plitvicesøerne afhænger af hvornår på året du besøger Parken.
- Højsæson (juni til september): En heldagsbillet for voksne koster 40 euro. (300 kr.)
- Skuldersæson (april, maj og oktober): En heldagsbillet for voksne koster 23 euro. (173 kr.)
- Lavsæson (november til marts): En heldagsbillet for voksne koster 10 euro. (75 kr.)
Rabatterede billetter er tilgængelige året rundt for studerende, børn i alderen 7-18 år og handicappede. Børn under 7 år kommer gratis ind i følge med en voksen. Grupperabatter er også tilgængelige for grupper på 15 eller flere.
Billetter kan købes online her eller ved indgangen.

Vandrestier
Der er 7 foruddefinerede vandrestier, som er markeret med skilte i hele parken, som du kan følge.
Længden af vandrestierne varierer fra 3,5 km (2 – 3 timer) til 18 km og (6 – 8 timer)
Hvis du kun har lyst til at tage det korteste program, skal du starte ved Indgang 1 og tage turprogram A. Det fokuserer på den nederste del af Søerne, hvor du har de største vandfald. A-turen er 3,5 km lang.

Jeg vil dog anbefale dig at tage B-ruten, som er KUN 500 meter længere, da denne inkluderer en bådtur og en tur med parkbussen/toget.

BEMÆRK: I videoen ovenfor fra vores 15. besøg i Nationalpark Plitvicesøerne
fulgte vi K-ruten. Det er den længste rute, men vi skar lidt af og endte med at gå omkring 12 km.
Ophold – Indkvartering Plitvice
Som jeg nævnte i videoen, boede vi på Hotel Jezero, som ligger i Nationalpark Plitvicesøerne, under vores 15. besøg i parken. Opholdet var meget praktisk, men også ret dyrt – vi betalte omkring 550 euro (4.125 kr.) for en nat i to dobbeltværelser (4 personer).
Prisen inkluderede adgangsbilletter til nationalparken samt parkering.

Under alle vores andre besøg til Plitvicesøerne, med overnatning, har vi booket vi en lejlighed i området mellem Plitvice g Rastoke.
Det mest mindeværdige sted, vi har boet, var Sankorana, der ligger omkring 6 km fra nationalparken. Her sover du ved siden af et vandfald, og landsbyen, hvor huset ligger, er utrolig idyllisk.
Bemærk: Hvis du ikke har en bil, kan det være dyrt at nå nogle overnatningssteder omkring Plitvicesøerne med taxi. Husk dette, når du vælger et sted at bo.

Aktiviteter i nærheden af Plitvice-søerne
Til en dagstur vil jeg anbefale dig at kombinere besøget ved Plitvice søerne med et besøg i Rastoke i Slunj, som ligger 30 km nord for Plitvice mod Zagreb.
Vælger du at overnatte nær Plitvicesøerne, skal du naturligvis besøge Rastoke. Derudover har du flere andre interessante aktiviteter og seværdigheder i nærheden af nationalparken. Dette inkluderer Plitvice Adrenaline Park, hvor du kan prøve en 300 meter lang zipline, der går med en hastighed på 70 km i timen over floden Korona.

Du kan besøge Ranch Dolina Jelena – en minizoo med hjorte, som normalt er et meget populært sted for børn.
Quad & Buggy, en 20 kilometer lang rute på grus- og skovveje (andre ture er også tilgængelige).
Trænger du til at køle af på en varm sommerdag, kan du besøge de nærliggende Baraćs huler, hvor temperaturen er omkring 9 grader.
For naturelskere er der flere muligheder for vandre- og cykelture i området.
For flere aktiviteter i området tjek denne hjemmeside.
Sådan kommer du til Plitvice-søerne
Som familie, kører vi altid til Plitvicesøerne i bil, hvilket gør det nemmere at komme til og fra overnatningsstedet.
Hvis du ikke har en bil til din rådighed, er det bedste alternativ at tage en bus til Nationalparken. Der er direkte busser det meste af året fra Split, Zagreb og Zadar, naturligvis er der betydeligt flere afgange i sommersæsonen.
De to vigtigste busselskaber for busserne til Plitvice-søerne er Arriva og Prijevoz Knezevic.